Vedtægter

§ 1:Lokalrådets status.
Bælum Lokalråd er en repræsentativ gruppe valgt af og blandt de fastboende borgere i Bælum
sogn. Lokalrådet skal i sammensætning og funktion være uafhængig af partipolitiske hensyn.


§ 2: Lokalrådets formål.
Lokalrådets formål er at varetage lokalsamfundets interesser, at fremme dets udvikling og
at søge at få medindflydelse i anliggender, som vedrører lokalsamfundet.
Lokalrådet skal være et koordinerende, formidlende og igangsættende led i lokalsamfundet, og det er rådets opgave at være opmærksom på, hvilke planer, initiativer
og behov, der opstår i lokalsamfundet.
Rådet skal fungere som kontaktled mellem lokalsamfundet og Rebild Kommune og andre.


§ 3: Stemmeret og valgbarhed.
Stemmeberettiget og valgbar til lokalrådet er enhver borger i Bælum sogn, som har stemmeret
ved kommunalvalg i Rebild.


§ 4: Sammensætning og valgmåde.
Lokalrådet består af et ulige antal medlemmer mellem 5 og 13 som vælges for 2 år af
gangen, halvdelen vælges for 1 år første gang, resten for 2 år, efterfølgende valg er alle for 2 år.
Lokalrådet vælges på det ordinære borgermøde ved direkte og personlige valg. Hvis et medlem
af lokalrådet fraflytter Bælum sogn, ophører medlemskabet umiddelbart ved fraflytningen.


§ 5: Om borgermødet for Bælum Lokalråd.
Det ordinære borgermøde afholdes i Februar måned. Indkaldelse til borgermødet sker med 4
ugers varsel ved annoncering i lokalpressen og på anden hensigtsmæssig måde. Samtidig med
indkaldelse til mødet angives mødets dagsorden.


Det ordinære borgermøde skal have mindst flg. dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Formandens beretning.
  3. Forelæggelse af revideret regnskab.
  4. Forslag til planer for det kommende år.
  5. Valg af rådsmedlemmer i henhold til vedtægterne.
  6. Valg af 3 suppleanter.
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  8. Behandling af indkomne forslag
  9. Eventuelt.


Enhver borger (jf. § 3) kan fremsætte forslag, som ønskes behandlet på borgermødet. Forslag
afgives skriftligt og med forslagsstillerens underskrift til formanden senest 2 uger inden
borgermødets afholdelse. Borgermødets beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Sekretæren fører borgermødets forhandlingsprotokol, som
underskrives af formanden og dirigenten.
Senest 2 uger efter borgermødets afholdelse skal formanden sørge for, at en redegørelse for
mødets forløb og de på mødet trufne beslutninger på hensigtsmæssig måde bekendtgøres for
lokalområdets borgere.
Ekstraordinært borgermøde skal indkaldes efter lokalrådets beslutning. Ekstraordinært
borgermøde skal indkaldes, hvis mindst 20 af de stemmeberettigede med deres underskrift og
angivelse af dagsorden over for formanden udtrykker ønske om det. Ekstraordinært borgermøde skal indkaldes til afholdelse senest 4 uger efter, at formanden har modtaget ønske herom.
Reglerne for ordinært borgermøde finder tilsvarende anvendelse ved et ekstraordinært
borgermøde.


§ 6: Lokalrådets konstituering og virksomhed.
Lokalrådet konstituerer sig umiddelbart efter det ordinære borgermøde med formand,
næstformand, sekretær og kasserer.
Lokalrådets beslutninger træffes i møder. Lokalrådet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved
stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Møder i lokalrådet afholdes efter behov, dog mindst én gang hvert kvartal, og der skal afholdes
et årligt statusmøde som kan afholdes sammen med det ordinære borgermøde. Møder indkaldes
af formanden med 7 dages varsel og med angivelse af dagsorden.
Møder kan i presserende tilfælde indkaldes med kortere varsel. Møder skal indkaldes, hvis 3 af
rådets medlemmer udtrykker ønske om det og angiver en dagsorden. Et sådant møde skal
afholdes senest 3 uger efter ønsket er fremført. Sekretæren fører lokalrådets
beslutningsprotokol. Senest 2 uger efter møde i lokalrådet skal formanden sørge for, at
meddelelse om mødets afholdelse, dets dagsorden og redegørelse for mødets forløb og de trufne beslutninger på hensigtsmæssig måde bekendtgøres for lokalområdets beboere.


§ 7: Om udvalg.
Lokalrådet kan nedsætte stående udvalg eller adhocudvalg.
Lokalrådet beslutter størrelse og sammensætning af udvalg og fastlægger kommissorium for deres funktion. Personer uden for
lokalrådet kan, efter rådets beslutning, deltage som medlemmer af sådanne udvalg. Et udvalg
skal altid have mindst ét medlem, som er medlem af lokalrådet. Et udvalg arbejder under ansvar over for lokalrådet.


§ 8: Økonomi og regnskab.
Lokalrådets virksomhed finansieres ved tilskud, ved frivillige bidrag og ved eventuelle aktiviteter.
Lokalrådets regnskab følger kalenderåret.
Kassereren udarbejder regnskabet, der efter godkendelse af lokalrådet og foretaget revision
forelægges på det ordinære borgermøde. Det reviderede regnskab skal senest 1 uge før det
ordinære borgermøde bekendtgøres for borgerne på hensigtsmæssig måde. Revisor ogrevisorsuppleant vælges på det ordinære borgermøde for 1 år.

§ 9: Anvendelse af formue
Bælum Lokalråd opfordrer lokale foreninger, interesseorganisationer og aktive borgere til at
ansøge om tildeling af en del af Bælum Lokalråds eventuelle formue. Aktiviteter, der ansøges om
støtte til, skal have til formål at styrke almennyttige formål i Bælum Lokalråds område.
Ansøgningen skal være skriftlig og skal indeholde begrundelse for, hvorfor ansøgeren mener at
være berettiget til at blive tildelt midler og begrundelse for ’det lokale aspekt’ i aktiviteten.
På ordinært borgermøde behandles nye og indkomne forslag gennem året. Det er lokalrådet der
beslutter til hvilke formål lokalrådets formue skal disponeres. Disponeringer skal dof altid have
det formål, at styrke almennyttige formål i Bælum Lokalråds område. Lokalrådet kan dog
beslutte at forkaste ansøgninger og selv i løbet af året vælge anvendelse af formuen.


§ 10: Om vedtægtsændringer.
Ændring af vedtægterne kan kun ske, hvis det besluttes på to efter hinanden følgende
borgermøder, hvoraf det første er et ordinært borgermøde. Disse møder indkaldes på sædvanlig
vis og afholdes med højst to måneders mellemrum. Vedtægtsændringer skal besluttes på hvert
af de to møder med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.


§ 11: Opløsning af lokalrådet.
Opløsning af lokalrådet kan kun ske, hvis det besluttes på to efter hinanden følgende
borgermøder (jvf. § 10). Disse møder skal indkaldes på sædvanlig vis og skal afholdes med højst 2 måneders mellemrum. Ved beslutning om opløsning skal lokalrådet samtidig træffe beslutning om afvikling af lokalrådets aktiviteter og anvendelse af lokalrådets eventuelle formue. Dog skal
eventuel formue anvendes til almennyttige formål, der kommer lokalsamfundets borgere til gode.


§ 12: Tegning og hæftelse.
Lokalrådet tegnes økonomisk af formanden i forening med kasserer samt et andet medlem.
Lokalrådet hæfter for sine forpligtelser kun med lokalrådets til enhver tid hørende formue. Der
påhviler ikke lokalrådets medlemmer eller borgerne nogen personlig hæftelse for lokalrådets
forpligtelser.
Vedtaget på borgermødet i Bælumhallen 12.2.2015

Sidst opdateret 28-05-2015
Sitemap - Powered by TownPortal 0.6